Georg Friderich Händel
Georg Friderich Händel
Allerede som ung mand var Georg Friedrich Händel (1685-1759) i Italien, hvor han hørte oratorier i tidens italienske stil og – naturligvis – også selv skrevet par stykker (1707-10). Også den tyske tradition lærte han naturligvis at kende, selv om vi først kender et tysk oratorium fra hans hånd (Brockes-Passionen) fra 1716, længe efter, at han er flyttet til London, som han besøgte 1710-11 og flyttede til for good i 1712.
Händels karriere i London var primært som operakomponist de første mange år. Naturligvis i italiensk stil, der var højeste mode, da han kom til byen. Men som med andre modefænomæner blev man lidt træt af stilen i slutningen af 20erne, så han besluttede sig til at koncentrere sig mere om oratoriegenren – foruden naturligvis orkester- og kammermusik. Endnu nogle få operaer skrev han dog i 30erne, men både hans og et konkurrerende operakompagni var tæt på at gå fallit i 1737, og så var det bal forbi!
Han havde allerede skrevet en håndfuld oratorier med engelsk tekst siden ca. 1720, gennemgående med bibelhistoriske temaer (Esther, Alexanders Feast), da han i 1738 skrev to store oratorier baseret på gammetestamentlige tekster: Saul og Israel in Egypt, og delvist med et nyt koncept: De tidligere oratorier havde være tæt på samtidens italienske opera i musikalsk opbygning med recitativer og arier, men uden eller med ganske lidt kor. De nye oratorier lagde derimod hovedvægten på koret – så meget i første omgang, at han skar lidt ned på korene og tilføjede nogle soloer i italiensk stil ved genopførelserne!
Librettisten til i hvert fald Saul (måske også til Israel in Egypt) var Charles Jennens, der i 1741 sendte ham et nyt forslag til et oratorium, denne gang uden en egentlig handling, men baseret på tekster fra mest Det gamle Testamente, men også en del fra Det nye Testamente.
Händel havde netop i februar spillet sin sidste italienske opera i London – uden nogen særlig succes, og han havde fået en invitation til at komme til Dublin og producere en sæson. Inden afrejsen nåede han at komponere både Messias (22. august – 14. september) og Samson, hvor i hvert fald kladden var færdig 29. oktober. Begge havde usædvanligt få solister: De kunne opføres med solokvartet SATB, hvor alle tidligere oratorier havde et større persongalleri.
Messias blev uropført som velgørenhedskoncert i Dublin den 13. april 1742, naturligvis i en verdslig koncertsal. Først sent i Händels liv blev der enkelte opførelser i kirker. Oratoriet blev en umiddelbar succes. Endnu en opførelse blev det til i begyndelsen af juni – denne gang vistnok rent kommercielt. Händel skulle jo også have smør på brødet!
Händel vendte tilbage til London i august 1742, og her blev Messias opført første gang 23. marts 1743.
Herefter bliver Messias-opførelser overraskende hurtigt en fast og tibagevendende tradition i England – og senere også i resten af verden. Ofte opfører man i vor tid kun første og anden del, da hele værket er lovlig langt for én koncert. Eller man gør, som vi har valgt: skærer (med blødende hjerte) et antal numre ud, således at vi får en rimelig koncertlængde, og dog får en fornuftig sammenhæng både tekstligt og musikalsk. Tredje del er både tekstligt og musikalsk svær at undvære, synes vi – og derfor måtte det blive løsningen.
Mens de tidligere bibelske oratorier var skrevet over bibelens fortællinger, men ikke eller kun delvist direkte med bibeltekst, er teksten til Messias helt igennem fra Biblen, sat sammen, men ikke omskrevet, af Jennens, og det mest bemærkelsesværdige er, at librettoen er uden en egentlig handling.
I stedet får vi i første del gammeltestamentlige profetier om Messias, en nytestamentlig beretning om Jesu fødsel og en lovprisning heraf.
Anden del fremstiller Jesu lidelseshistorie og opstandelse, men indirekte med tekster fra Esajas og Salmernes Bog, dog suppleret med Hebræerbrevet fra Ny Testamente og sluttende med Halleluja-koret, hvis sejrsdeklamation stammer fra Johannes’ Åbenbaring.
Tredje del sætter frelseshistorien i perspektiv for det enkelte menneske, ikke mindst med tekster fra Paulus’ 1. Korinthierbrev og Romerbrevet, og dertil tekster fra Jobs bog og Åbenbaringen: Jeg ved, at min frelser lever (I know that my redeemer liveth) starter tredje del.
Tekstudvalget viser Jennens som en lærd, der både teologisk og musikalsk-praktisk sætter teksterne sammen på forbløffende sublim vis. Det har inspireret Händel, så allerede hans samtid mente, at Messias overgik alle hans (og andres) andre oratorier!
Oratorier med ren bibeltekst kender vi ganske vist, men så er det for eksempel passionshistorien (Bachs og flere andres passioner). Messias er derimod reflekterende, ja ligefrem teologisk, og det er mig bekendt ikke set før. Men derimod senere. Tænk for eksempel på Brahms’ Ein deutsches Requiem”, hvor Brahms selv vælger skriftsteder, der sætter liv og død i perspektiv.
Så jo, i sin samtid var Messias enestående.
I baroktiden opfattede man musik som håndværk – ideen om et musikværk som noget næsten helligt eksisterede ikke! Det var derfor ganske naturligt, at Händel skrev flere satser om, når der var praktiske grunde til det. Det drejer sig altovervejende om arierne, hvoraf nogle findes i adskillige versioner, både for forskellige stemmetyper og i forskellig længde. Således har han tilsyneladende haft en opførelse, hvor tenorsolisten ikke var egnet til extensiv brug, hvorfor en hel del tenorsteder er skrevet om til sopran!
Andre satser er skrevet om, må vi formode, fordi han selv syntes, det kunne gøres bedre (Rejoice var for eksempel i originalversionen i tredelt rytme, men den har højst været brugt ved nogle få opførelser, før Händel skrev den udgave, vi sædvanligvis bruger i dag.) Der er også steder, han har ændret efter librettistens forslag.
Vi kender også en del senere bearbejdelser af Messias. Mozart har ominstrumenteret den til klassisk besætning med klarinetter, horn og basuner, og også i det 20. århundrede er der dirigenter, der har fundet Händels instrumentation for asketisk! Og det er jo da helt i komponistens ånd, skal man huske, inden man får grineflip af det!
Hvilken version af Messias skal man så opføre i dag? I en vis forstand er der frit valg, fordi man med god samvittighed kan sige, at Händel selv lod praktiske hensyn spille en stor rolle. Nogle vælger at forsøge at rekonstruere en bestemt opførelse – det er en sympatisk tanke, men vanskelig at realisere i praksis. Vi har valgt at tage udgangspunkt i Dublin-uropførelsen, men skifte enkelte arier ud. Mest dem, hvor vi tør mene, at Händel selv har ”kasseret” urversionen (Rejoice), men vi har også taget hensyn til, hvilke udgaver der i dag er mest kendt.
Én ting er man nødt til at tage stilling til i instrumenationen: Händel har i Messias kun i én sats selv skrevet obostemmer, men vi ved, at han har brugt obo – muligvis ikke ved uropførelsen, men ved alle senere. De må være blevet skrevet ud af en kopist efter komponistens vejledning. Men hvad spillede de?
Dirigenten Morten Topp, der også er musikvidenskabsmand, har skrevet en lang afhandling om Händels brug af oboer (som i de fleste andre oratoriepartiturer er angivet) for at analysere sig frem til, hvad man måske burde gøre i Messias. For visse kors vedkommende giver det en temmelig entydig løsning – for andre har man nærmest frit valg, fordi der ikke findes paralleller, der entydigt viser en model. Men i det store og hele findes der tre metoder, der givetvis skal anvendes alle sammen på de rigtige steder:
Ud fra disse modeller har jeg nyskrevet obostemmer til korene, hvilket i hvert fald er i Händels ånd. Selv om det godt kan diskuteres, om de slet ikke skal være med i arierne, har jeg valgt at lade være med det. Men hvis andre vælger det, kan der ikke siges noget alvorligt derimod.